Om Haderslev Butikker

Haderslev Butikker er butikkernes fælles talerør.  Vi er en forening, som er til for dig som erhvervsdrivende i Haderslev midtby. Vores netværk og tætte kontakt til myndighederne og kommunen gør at vi har stor indflydelse på detailhandlen i vores by, hvor vi også står for planlægning og afholdelse af de mange aktiviteter der foregår i bymidten hvert år. Vi sikrer at både de erhvervsdrivende og de handlende oplever midtbyen som et attraktivt centrum i Haderslev.

 

Markedsføring

I konkurrencen med andre byer, centre og lavprisvarehuse markedsfører vi Haderslev Butikker som en forening, der tilbyder unikke indkøbsmuligheder, oplevelser og god atmosfære overalt i byen.
Vi har et tæt samarbejde med lokalaviserne, hvor vi jævnligt annoncerer og står bag 4 årlige temaaviser. Radiospots indgår også i vores markedsføring af Haderslev, ligesom vi naturligvis også er at finde på Facebook.

 

Turister

Turister kan lide badestrande, ture i skoven, smukke gamle bygninger og kirker og de elsker at shoppe. 48% af vore turister kommer fra andre steder i Danmark, 36% kommer fra Tyskland og resten fra Holland, Sverige, Norge og øvrige europæiske lande. Brochurer, bykort og andre informationer til turisterne kan du hente hos VisitHaderslev, Bispebroen 3 eller du kan ringe på tlf. 73 54 56 30, så kommer vi med det.

 

Et trygt og rent Haderslev

Vi har egen vagtordning i byen, som mindsker antallet af tyverier og øger trygheden for både personale og kunder. En ren bykerne bidrager til øget trivsel og skaber bedre forudsætninger for handlen og giver også et bedre indtryk for Haderslevs borgere og besøgende.

 

Arrangementer og events

Vi arrangerer, leder og udvikler større og mindre arrangementer for at levendegøre byen. Enten alene eller i samarbejde med byens mange forskellige samarbejdspartnere. Der er noget for enhver smag; bl.a. jazzfestival, markedsdage, Open by Night, Black Friday, Lyserød Lørdag, musik i gaderne og en international markedsuge. Alt sammen for at trække besøgende fra nær og fjern til byen – og flere mennesker i byen betyder flere kunder. Ved byens indfaldsveje er der opsat elektroniske displays, der fortæller om byens arrangementer.

 

Jul i Haderslev

I december er der mange forskellige aktiviteter i byen og traditioner som holdes i hævd. Bl.a. vækning af julemanden, kanekørsel, syngende nissepiger og musik i gaderne, julehuse og forskellige juleaktiviteter for børn. Også, og ikke mindst, den smukke julebelysning bidrager til Haderslevs julestemning. Haderslev Butikker er sammen med medlemmerne, Haderslev kommune, ejendomsejere og andre forretningsdrivende ansvarlig for drift og vedligeholdelse af denne.

 

Netværk

Du indgår i et netværk, som for nærværende har ca. 100 medlemmer. Du indbydes til forårs-/efterårsmøder, kulturelle og sociale arrangementer og får derigennem mulighed for at træffe andre kolleger - også til de 4 årlige "Stå Op morgenmøder" der afholdes for medlemmerne.

Du modtager derudover en ugentlig mail med aktuel information om ugens begivenheder.

 

Gavekort

Haderslev Butikker har sit eget meget succesfulde gavekortsystem. Med gavekortsystemet fastholdes rigtig mange penge i byen, ligesom kunder tilbydes et fantastisk produkt, der gør det nemmere at give en gave. Gavekortet kan bruges i alle butikker, der er medlem af Haderslev Butikker og der udstedes årligt gavekort for ca. 3 mio. kr.

 

Parkering og tilgængelighed

Vi har over 2.500 gratis p- pladser i og omkring centrum.